Retsreportage: Sidste vidneudsagn på plads i sag om knivstikkeri i Herning

De sidste vidner gav deres forklaring om knivstikkeriet i Herning tilbage i marts 2018, da anklager og forsvarer blandt andet forsøgte at tidsbestemme hændelserne på natklubben Einstein. Et vidne skabte ballade i en af pauserne i Herning Byret.

Alexander Steemann Brøndum

De tiltalte indtrådte i retssalen, som klokken nærmede sig 9. Stemningen var forholdsvis let trods det store antal af politifolk, måske det skyldtes, at vi var på 4. dagen, hvor de vigtigste vidner havde givet deres udsagn, og hvor dommen stadig var over en uge væk. Det er lidt ligesom en af de der midterste etaper i Tour De France, hvor bjergene er kedelige, kun lille sejr kunne vindes, og den store afgørelse stadig er langt væk.

Alle de tiltalte var mødt op i afslappet joggingtøj, og den ene havde også lige overskud til at smide et peace-tegn ud mod en af de overværende. “Kedeligt” bjerg eller ej, det skulle stadig bestiges for at kunne komme tættere på en retfærdig afgørelse af retssagen.

Vidner skal klargøre tumult og kniv

Vi var på 4. retsdag, der var sidste dag inden, at anklageren og dernæst de tre forsvarere skulle forklare dommere og nævninger, hvordan de mente, at sagen skulle bedømmes ud fra det, der er kommet frem af dokumentation.

De første 3 vidner var nogle fyre, der efter sigende var med i den større gruppe, der kom op at slås med de tiltalte. Gruppen på 15-25 stykker havde været til fødselsdag og indtræder altså  natklubben få minutter før slagsmålet.

De bedes af anklager beskrive gerningsmændene og giver nogenlunde samme beskrivelse, der er dog tvivl om, hvorvidt en af gerningsmændene havde en tatovering på halsen eller ej. Alkoholindtaget, og den ringe belysning kan spille ind her.

”Det var jo ikke fordi, der var stadionlys ude foran,” udtaler et af vidnerne.

Samme problem spiller muligvis ind, når vidnerne skal forklare, om de så en, flere eller overhovedet nogle knive. Her er der forskellige udsagn, der alle er lidt usikre på, om de så en kniv, men der var set “knivstik-bevægelser” og hørt råb af, at der blevet truet med, at gerningsmændene ville “Kneppe dem og stikke i deres familie”.

Vidne skaber problemer på vej ud

Da retssagens dommer kalder til første pause, opstår der pludselig problemer ved døren på vej ud. En af de tiltaltes kæreste står grædende, hvor den tiltalte råber ”Nu skal du få styr på dine folk, ellers kommer der en masse til Herning senere i dag”.

Efter sigende skulle et af vidnerne have udtalt følgende til den tiltaltes kæreste med et barn i armen “Er du den tiltaltes kæreste? Det er da godt nok et sødt barn, du har dig.” Dette blev opfattet som en trussel.

Rolig stemning inden slagsmål

Forsvarerne havde indkaldt flere vidner, der kunne fortælle, at stemningen var rolig inden tumulten. Nogle af vidnerne havde også snakket med de tiltalte, hvor de skulle have opført sig helt roligt udover at have fortalt, at de var bandemedlemmer.

Forsvarerne prøvede også at hive frem fra vidnerne, at flere fra fødselsdagsgruppen også havde opført sig aggressivt. Nogle af de tidligere vidner indrømmede også, at de slog igen flere gange.

Tid og sted skulle på plads

Til sidst blev tiden brugt på at se overvågning igennem igen, denne gang med hjælp fra en teknikker, der havde kunne tidsbestemme klippene. Klippene skulle hjælpe med at klargøre, hvor de tiltalte stod på de forskellige tidspunkter. Der blev noteret uden mange ord fra anklageren eller forsvarerne.

Dommeren hævede retsmødet, og sagen lukkes ned til dagen efter.

 

 

Jeg vil fortælle, at de sidste vidneudsagn kom på plads på 4. retsdag, og at der opstod optøjer i pausen.

Anslag: 3489

En beretning fra en ung overlever: Uvisheden var værst

En 2 kg svulst i maven blev 18-årige Mikkel Løvig Nautrup i 2015 diagnoseret med. Den blev hurtigt fjernet, men de mange kontroller og uvisheden om at kræften kunne vende tilbage gjorde, at det var svært at finde ro. I dag er Mikkel glad for den hjælp, han søgte for at komme tilbage.

Af Alexander Steemann Brøndum

Det blev opdaget til en forårstræning på serie 6-holdet. Nej, det var hverken en dårlig kondi eller et skjult talent for at bunde grønne flaskeøl, der blev opdaget denne aften. En herretackling suppleret med en nordjysk albue lige maven var, hvad ramte Mikkel.

En spids albue lige i vommen gør objektivt ondt på alle, men denne albue ramte noget, der resulterede i, at Mikkel et par dage senere stod på Viborg Hospital. Smerten var blevet ved og skulle undersøges. Beskeden han fik, ramte nok hårdere end nogen albue nogensinde ville kunne. Mikkel havde kræft.

Indså det, da far brød sammen

Mikkel fortæller om, hvordan lægen trak dem væk fra venteværelset og ind bag en lukket dør. Kun far var med, da mor var hjemme ved søster. Lægen begyndte at åbne munden og snakkede med ord, Mikkel ikke fattede. Far forstod dog godt ordene, han brød sammen i gråd. Så gik det op for Mikkel.

“Det hele står lige pludselig stille. Jeg var en frisk 18-årig, der lige var færdig med grundforløbet som værktøjsmager og skulle i praktik. Jeg var 2 dage fra at skulle på Skive Festival og havde jo det hele foran mig,” siger Mikkel Nautrup.

Der var fundet en 2 kg svulst i Mikkels mave, der var vokset derinde i mindst 6 år. Albuestødet havde skabt blødninger, der afslørede svulstens eksistens. Var træningen blevet skippet denne dag, var svulsten forblevet ukendt og havde vokset videre.

“Jeg har fået givet en øl, til ham der gav mig albuen. Det tak fortjener han,” siger Mikkel Nautrup med et smil.

Hurtig operation og ingen kemoterapi

Det blev hurtigt til indlæggelse i Århus, hvor operationen fandt sted. De ondartede celler var heldigvis omringet af godartede celler i svulsten, så det havde ikke spredt sig til resten af kroppen

Operationen var et stort indgreb, men forløb uden problemer, og efter 3 uger var Mikkel hjemme igen.

“Jeg havde lidt en mærkelig følelse, fordi jeg havde ikke fået kemo og stråling som de andre, men havde stadig alle de samme tanker, som enhver kræftpatient,” fortæller Mikkel.

Mikkel nåede også at se døden i øjnene. Operationen kunne også have endt ud i, at det ondartede spredte sig, hvilket kunne resultere i, at det ikke kunne fjernes.

Mikkel var heldig, men det var ikke til at forudse, hvor hårdt det kommende forløb blev.

 

Det uvisse og 7 poser chips

Nu skulle det næste lange stykke tid gå med at gå til løbende kontrol, hvor risikoen for tilbagevenden af kræften langsomt ville falde. Op til hver kontrol blev Mikkel igen mindet om, at chancen for at blive dødelig syg, stadig hang i luften. Til den seneste kontrol fik han også mental albue lige i maven.

“De sagde, at kræften måske var kommet igen. Der tænkte jeg, at løbet var kørt. Vi gik i 3 uger og ventede på svar. Det var ulideligt. Heldigvis var det ingenting,” siger Mikkel.

Den konstante påmindelse om, at sygdommen kunne vende tilbage, blev på et tidspunkt for meget for Mikkel, der begyndte at trøstespise og tog en del kilo på. Hans mor valgte at tage handling.

“Jeg havde en periode, hvor jeg måske spiste 7 poser chips om dagen. Der kunne min mor godt se, at jeg havde brug for hjælp. Hun fandt en psykolog til mig med det samme,” siger Mikkel.

Tankerne skulle ud

Mikkels mor søgte på nettet og fandt en psykolog til ham. Psykologen fik lært Mikkel, at han var nødt til at slippe frygten for at blive syg igen, ellers ville han blive sindssyg og aldrig finde ro.  Det var rart for Mikkel endelig at kunne få tømt hovedet for tanker.

“Det var virkelig rart at få snakket ud med nogen. Det havde jeg ikke rigtigt gjort før. Heller ikke med mine forældre. Det betød nok noget, at det var med én, der ikke var indblandet i forløbet,” siger Mikkel Nautrup.

Samtidig blev Mikkel tilmeldt en nyoprettet gruppe kaldet Ungkræft Skive, hvor “unge” med kræft mødtes for at snakke ud.

“Vi er unge med hver vores situation og står forskellige steder i vores forløb. Nogle er som jeg i kontrolperioden, hvor andre er inde i et langt kemoforløb. Det er fedt at kunne vise andre, at man godt kan overleve det her. Jeg vil gerne give håb,” siger Mikkel.

Optimismen skal dyrkes

Livet blev sat i perspektiv for Martin efter at have hørt andres historier. Der var især en pige, der gjorde et særligt indtryk på den unge knægt.

“Hun havde fået at vide, at hun ikke havde længe igen, men havde alligevel en enorm livsglæde. Hun ville ud og opleve det hele, inden det var for sent,” fortæller Mikkel.

Pigen har den dag i dag desværre tabt kampen til kræft. Ungkræft-gruppen sendte en krans familiens vej. Mikkel så dog gerne, at kræftpatienter begyndte, ligesom pigen, at dyrke livet fremfor døden lidt mere. Han pointerer, at flere og flere overlever kræft, så grunden til optimisme vokser.

“Jeg vil gerne hjælpe andre igennem deres forløb. Det var en kæmpe hjælp for mig at høre fra folk, at det var muligt overleve eller endda at kunne leve livet med en dødsdom overhovedet,” siger Mikkel.

Efter jul begynder Mikkel i Ungkræft i Århus, hvor han lige er flyttet til. Til den tid har han været til sidste kontrol, men der er stadig andre unge, der sidder midt i kaosset, som nok godt kunne bruge noget håb fra en ung nordjyde, der igen har fået hele livet foran sig.

5550 tegn

“Der er ikke plads til at fejle i Danmark”

Dorte Sejthen endte i medierne efter at have oplevet manglen på hjælp fra samfundet til iværksættere, der fejler. I dag driver hun et kontor- og startup-fælleskab for at hjælpe selv samme gruppe.


Af Alexander Steemann Brøndum

 

The Company Groups gule mur.

 

Bygningens gule mur strækker sig langt hen ad Spanien. Kun en tværgående betonbro har kunne stoppe den. “The Startup Company” står der med kæmpe hvide bogstaver, som med sikkerhed gør den indiske restaurant , med det beskedne 1×1 meter skilt, misundelig.

 

Ved indgangen møder man et klassisk call-center. Bag strømmen af flygtende og pausehungrende unge med rullecigaretter, dukker der en knap så høj dame frem. Hun viser vej til der, hvor hun driver alt det, som de store hvide bogstaver gemmer på.

 

Kvinden er Dorte Sejthen og nu fortæller hun en længere samtale om iværksætteri, kontorfællesskab, om at havne i mediemøllen og det positive ved personlige nederlag.

 

Sen iværksætteri og succesfuld fiasko

Dorte Sejthen startede i en sen alder ud som iværksætter. I 30’erne lavede hun en pendant til Facebook for familier. Det blev til Appen “Filihood”, der dog gik konkurs i 2016 efter 2 år. Pengene var simpelthen sluppet op. Dorte har dog vendt de mislykkedes år til noget konstruktivt.

 

“Jeg bruger mine fejl til at lære andre, hvad de ikke skal gøre” siger hun og udstråler ingen skam i ansigtet, tværtimod”

Hun har sidenhen holdt foredrag i hele landet om sine personlige fejl. Det mener hun ikke, der er nok, som gør i Danmark.

 

“Der er for mange solstrålehistorier om folk, der sov på en madras i en kælder og derfra kæmpede sig op til
succesen og de mange millioner. Hvor er historierne om dem, der ikke kom længere end madrassen?” spørger hun retorisk uden at afvente et svar.

 

Dorte Sejthen var i 2014-16 grundlægger og leder af appen “Filihood”. Et social medie for familier.

 

I Danmark er der ikke plads til at fejle

I det hele taget er der ikke meget plads til at fejle for i Danmark for iværksættere, hvis man spørger Dorte Sejthen. Alle konkursrytterne får medieopmærksomheden, så danskerne får et negativt syn på konkurser. Fejl bliver et fyord og et permanent nederlag, man aldrig kommer videre fra. Ifølge hende burde Danmark kigge mere i USA’s retning.

 

“I USA vil investorerne jo gerne have, at du har prøvet at gå konkurs 2-3 gange, fordi så ved de, at du masser af erfaring med dig, hvor du forhåbentlig har lært af dine fejl,” siger hun.

 

Dorte Sejthen har også på egen krop oplevet konsekvenserne ved at fejle med et projekt som iværksætter i Danmark. Da hendes virksomhed Filihood blev begæret konkurs stod hun pludselig uden indtægt, og dagpenge kunne hun heller ikke få, da reglerne på daværende tidspunkt ikke tog hensyn til iværksættere. Det fik hun nok af og gik kampklædt til medierne for at få reglerne ændret.

 

“Er det her ambitionsniveauet for Danmark i forhold til iværksætteri og vækst? Jeg har haft ti fastansatte og 15-20 konsulenter, som jeg har brødfødt i den periode, virksomheden har eksisteret. Mine medarbejdere har kunnet gå ned og få dagpenge fra dag ét, men jeg skal straffes på den her måde,” udtalte hun til DR i maj 2017.


Et kontorfællesskab der polstrer

Dorte Sejthen var med til at grundlægge The Startup Company, der er et kontorfællesskab midt inde i Århus, der gerne vil være meget mere end et skrivebord og en fælleskantine. De vil gerne polstre iværksættere til at klare sig igennem opstarten og samtidig lære fra sig med erfaringer fra egne fejl.

 

“Man kan godt sige, vi pakker dem ind i bobleplast til de mange bump, de vil møde på vejen som startup-virksomheder,” siger hun.

 

På fælleskontoret sidder der alt fra reklamebureauer til folk, der udvikler hjertestartere.

 

Hård konkurrence fører nye veje

Hun  påpeger, at konkurrencen for kontorfællesskaber er stigende, især i Århus. “Århus har flest iværksættere målt pr. indbygger. Man kan jo fodre svin med kontorfælleskaber her i byen,” siger hun, dermed med The Startup Group prøver at gå nye veje for at få fyldt lokalet op.

 

“Vi prøver at få fat på konsulenterne. Mange af dem sidder derhjemme. Og noget af det der dræber den type af startups, det er faktisk, at de går kolde i at skulle sidde alene,” siger hun

Anslag: 3989

Mig og mine Rødder

Når udfordringer med rødderne bliver til hjælp for andre

De bosniske rødder har givet Anes Zizak udfordringer gennem barndommen. Nu bruger han sin erfaring til at hjælpe andre.

Anes Zizak har rejst Varde Kommune tynd med sine foredrag for “Rollemodel Korpset”

Af Alexander S. Brøndum

En opvækst med anderledes rødder end resten af klassekammeraterne, har Anes sidenhen vendt til erfaringer, der kan hjælpe andre, formidlet gennem foredrag med hjælp fra Varde kommune og det tilknyttede integrationsråd.

Erfaringer som blev påbegyndt i 1996, 3 år efter forældrenes flugt til Danmark,  hvor bosniske Anes kom til verden i den jyske by Varde, som består af små 15.000 indbyggere. Her fik Anes sin opvækst sammen med sin storesøster.

Det var også her, at Anes gik i vuggestue, børnehave og folkeskole, og hvor han begyndte at mærke, at han var anderledes. Han var ham med det “mærkelige” navn, som heller ikke fejrede jul eller andre danske højtider. Forældrene var jo ikke kristne.

“I mange år har man altid følt sig som den mærkelige,” siger han

Foredrag med ”Rollemodelkorpset”

Da Anes kom i gymnasiet, tog han en beslutning om at dele ud af sine erfaringer til den lokale befolkning. Varde Kommunes Integrationsråd havde igangsat et projekt ved navn: “Rollemodel Korpset”.

Det gik ud på at sende unge mennesker med anderledes baggrunde ud på skoler og plejehjem for at fortælle deres historie. Projektet havde det mål at få etniske danskere til at tro mere på sig selv, og samtidig give de resterende klassekammerater et indblik i, hvad minoriteterne går igennem.

Anes mener, at det klart kunne mærkes i klasselokalerne, at eleverne lyttede og tog det til sig.

“De andre etniske danske elever sidder og kigger rundt, næsten løfter på hatten og tænker: “Okay, de har det måske sværere, end vi har det, og det må vi også respektere”,” siger han.

Nedbrydning af fordomme

Turene på plejehjemmene var dog mindst lige succesfulde for Anes. Her handlede det mere om at nedbryde fordommene, som især blomstrede blandt ældre mennesker, der sjældent begik sig med folk med anden etnisk herkomst.

Mange ældre fik nedbrudt fordommene, da de mødte de engagerede unge, der alle var velintegrerede og i uddannelse. Flere har været oppe at trykke Anes hånd og udtrykt stor respekt. 

Fandt fælleskab i fodbolden

Det havde dog ikke kun været helt skidt og hårdt i opvæksten, da Anes også havde masser af gode fællesskaber. Især til fodbold følte han sig hjemme. Han begyndte i Varde IF, da han var fire år gammel og spillede der helt op igennem gymnasiet. For Anes var fællesskabet vigtigt og en stor del i det at spille bold.

Fodbolden spændte bredt, og folk samlede sig fra alle de små byer rundt omkring Varde. Her var der også andre med anden etnisk herkomst, som delte samme oplevelser og frustrationer som Anes. Det var rart at kunne snakke med nogen om, hvordan man havde det med folk, der også gik igennem det samme.

Flugten til Danmark

Anes’ forældre flygtede i 1993 fra Bosnien, da borgerkrigen hærgede i det tidligere Jugoslavien. Serberne ville have farens hoved på et fad, og den eneste udvej var at flygte i søgen efter beskyttelse og en fremtid. Først blev faren, og senere moren, smuglet ud af landet og op imod den danske grænse. Det første stop på vejen til et nyt liv blev i en flygtningelejr på Sjælland.

Hurtigt efter gik turen til flygtningelejren Lunde, hvor hele familien blev sammenført. Farmor, farfar, mostre og onkler blev bragt til flygtningelejren, og her kunne startbasen i Danmark etableres.

 

3575 tegn Continue reading