Folketingskandidat for Alternativet erkender forældet iværksætterpakke

 

Folketingskandidat for Alternativet Nilas Bay-Foged erkender, tiden allerede er løbet fra Alternativets iværksætterpakke, da der er sket meget indenfor området siden den blev lavet.

Tiden er løbet fra Nilas Bay-Foged og Alternativets iværksætterpakke. Det erkender folketingskandidaten. //Foto: Alexander S. Brøndum//Skrevet af: Alexander Steemann Brøndum

Iværksætterklimaet har rykket sig meget siden sidste valg, og derfor er Alternativets iværksætterpakke forældet og burde opdateres, mener folketingskandidat for Alternativet, Nilas Bay-Foged. Han peger på, at der især på uddannelsesområdet er sket meget.

”Der har helt klart været en masse positiv udvikling, når vi kigger på iværksætteri på uddannelserne. Iværksætterpakken kunne godt bruge en opdatering, der følger op på dette,” siger Nilas Bay-Foged.

Det er blandt andet de fysiske rammer på uddannelsessteder, der skal skabes til at dyrke iværksætteriet, ifølge Alternativet iværksætterpakke.

Enig i kritik af innovationscentre

Et af iværksætterpakkens uddannelsesforslag møder kritik fra Malene Blond, der står for UCN Next Step, hvor de til dagligt arbejder med studerende, der har iværksætterprojekter af forskellig slags.

Forslaget om at lave flere tværfaglige innovationscentre vil ikke skabe andet end mere forvirring, hvis man spørger Malene Blond.

”Vi bruger i forvejen meget tid på at guide de unge igennem en jungle af tilbud. Så lad os hellere styrke de nuværende tilbud,” siger Malene Blond.

Nilas Bay-Foged har intet at sige imod kritikken og er faktisk enig med Malene Blond.  Han pointerer, at dette er en af stederne, hvor tiden simpelthen er løbet fra forslagene i pakken.

Hør Nilas Bay-Foged fortælle om iværksætteri på uddannelserne her:


Stadig for meget 0-fejlskultur og mangel på kreativitet

Folketingskandidaten fra Alternativet har dog massere af idéer, når det kommer til iværksætterklimaet på uddannelserne.

”Når jeg har været ude ved de unge, oplever jeg, at de har sindssygt svært ved at tænke ude af boksen og være kreative. De er fanget i de samme bokse, som 0-fejlskulturen har skabt,” siger Nilas Bay-Foged.

Det er ifølge den østjyske politiker hele  tankegangen, der skal ændres på uddannelserne. Han foreslår blandt andet et iværksætterfag i folkeskolen, der skal hjælpe eleverne med at begynde at tænke innovativt og ud af boksen.

Anslag: 2.300

Datavisualisering Opgaver

Opgave 1: SFO betaling

Opgave 2: Fødevarekontrol

Opgave 3: Indbyggere per hal

Flere gør brug af digitale lægebesøg, der er i kraftig udvikling

De digitale tilbud til borgerne og deres kontakt med lægen er i kraftig udvikling . PLO  (Praktiserende Lægers Organisation) er kritiske over for udviklingen med især videokonsultation, da de frygter ringere sundhed i bytte for bedre service til patienterne.

Af Alexander Brøndum

Helt tilbage i 2005 prøvede man sig også frem med videokonsultation (Foto: Ritzau//Scanpix)

 

I Danmark er bruget af digitale metoder stærkt stigende. Især stigningen af e-mailkonsultationer der er steget mere end 8 gang så meget,  viser tal fra Danmarks Statistik. Lars Kayser, lektor i sundhedstjenesteforskning ved KU, har en god forklaring på den markante stigning.

 

”E-mail er blevet en naturlig kommunikationsform, og det skaber en frihed til for eksempel at kontakte lægen, samtidig med at man sidder på sin arbejdsplads,” siger Lars Kayser.

 

Lars Kayser forventer dog ikke, at stigningen af e-mails vil fortsætte, men tror på at andre digitale muligheder vil tage over i takt med, at de bliver til tilbud på markedet.

 

”Blandt andet Sundhedsdatastyrelsens nye app ”Min læge” betyder, at man kan kommunikere direkte med sin læge via en app, for eksempel via video,” siger Lars Kayser.

Tal er fra Danmarks Statistik.

 

 

Ingen fejring af video

Planerne om at videokonsultation skal blive et voksende tilbud til borgerne, møder ikke begejstring blandt  de almen praktiserende læger.

 

Næstformand i PLO, Niels Ulrich Holm, udtrykker bekymring og sår tvivl om at videokonsultation kan blive til meget andet end valid supplering til det traditionelle telefonopkald.

 

”Nogle gange når man sidder i lægevagten, så kunne man godt tænke sig, at kunne se det barn forældrene ringer om. Det kan dog ikke erstatte det fysiske møde med en læge, der er stadig et flertal af ting, vi ikke bare kan tjekke via et webkamera,” siger Niels Ulrich Holm

 

Niels Ulrich Holm frygter, at regionernes ønske om at øge servicen til borgerne vil presse lægerne endnu mere end i forvejen. Det afhænger dog af, hvem der skal vurdere, hvornår et videoopkald er nødvendigt.

 

Det kan ifølge Niels Ulrich tage vigtig tid fra patienter, der reelt har brug for hjælp, hvis alle borgere lige pludselig kan have krav på kalde op med video og bruge lægens tid. Afgørelsen skal ligge hos lægerne, der så kan bruge det som et redskab af mange.

 

”Hvis det skaber mere tilgængelighed til borgerne på bekostning af ringere sundhed, hvad er formålet så?” siger Niels Ulrich Holm, næstformand i PLO.

Anslag: 2478

Hjemmeopgave 1: Dine forventninger

– Navn og alder: Alexander Brøndum, 21 år
– Baggrund og personlige interesser/fritid:

Jeg er opvokset i et klassisk parcelhuskvarter i Vejle med far, mor og børn + vovse. I Vejle har jeg så startet flere interesser, jeg stadig har idag. Har altid nydt at se elendig ud på en fodboldbane og ellers har jeg spillet trækbasun i 12 år. Har spillet i flere bands, der har fået mig rundt i Europa, blandt andet til EM i Frankrig og turné i Belgien. Jeg spiller fast her i Århus i Århus Brass Band sammen med en blanding af professionelle og amatør musikere. Ellers går fritiden med at høre podcasts i alle genre, lige fra Den Korte Radioavis og Her Går Det Godt til Kina Snak og Kurt Strand på P1.

– Hvad forventer du at få ud af dette undervisningsforløb?

Jeg forventer at lære at kunne afvikle et kritisk interview og blive stærkere i især denne interviewform. Ellers håber jeg, at man får hævet sit bundniveau og at man bliver mere rutineret i hele processen. Jeg håber også at man får fundet nogle vildt fede historier at skrive om!

– Hvordan har du forberedt dig til forløbet?

Jeg har læst, det der skulle læses og har ellers fulgt med i mine podcasts og læst mine nyheder.

– Hvad kan du især bidrage med i gruppe-/par-arbejde?

Udover det faglige, som jeg er sikker på, alle kan bidrage til på den eller anden måde, så gør jeg mit for at arbejdet foregår i godt humør og at panikken ik spreder sig uden grund. Det synes jeg er vigtigt for en god gruppedynamik.

– Hvad er dine ambitioner for forløbet (evt. på en skala fra 1-10)?

En smuk 8,5’er. Håber, at jeg kan holde arbejdsmoralen høj, men det skal nok blive presset i perioder. Vil gøre mit bedste for at få en masse ud af forløbet.

– Fagligt set, hvad er så dine stærkeste og svageste sider?

Stærke:

Jeg stærk visuelt og kreativt. Jeg er ret erfaren med et kamera og ligger ofte ligeså meget vægt på de visuelle elementer i en artikel, da jeg ved fra mig selv, at det kan have stor betydning for interessen i en artikel. Jeg nyder at finde på nye måder at opsætte en artikel på

Svage:

Jeg er dårlig til at organisere ordentligt og ender tit med, at gøre mit arbejde sværere end det burde være. Jeg laver ting i sidste øjeblik og presser derfor processen uden grund

Jeg kunne også godt blive bedre til at kontakte kilder og ikke bare altid vælge det første og bedste.

– På hvilke områder vil du især gerne udvikle dig?

Jeg vil gerne blive ved med at udvikle mit sprog, så det både bliver skarpere, men også mere kreativt, så jeg finder en god balance mellem at formidle oplysningen klar og tydeligt, men også interessant og lokkende.

Jeg vil selvfølgelig også gerne gøre noget for at forbedre mine svage sider.

– Hvad vil du gøre for at udvikle dig på disse områder?

Jeg vil gerne skrive mere. Måske også ved siden af faget. Overvejer at hoppe på Illustreret Bunker for at få mere skrivning ind under huden. Også vil jeg fortsætte med at prøve med at eksperimentere med både fortællermodel og måden jeg skriver på.

Vil også prøve at finde et system, så jeg nemmere kan organisere og planlægge min arbejdsplan, så jeg holder et nemmere overblik.

Når jul på hospitalet… faktisk bare er jul

Juleaften på hospitalet er noget, de fleste gerne vil undgå. Men det blev i år 2000 en realitet for Linette Vibæk Jakobsens , da hendes 2,5 årige datter lå indlagt for tredje gang det år. Det blev dog en juleaften, hvor alle traditioner og familiemedlemmer var med som altid.

Af Alexander Brøndum

Line Vibæk Jakobsen har altid følt sig tryk på hospitalet, forklarer moderen Linette Vibæk Jakobsen. (Foto: Privat)

Halvslidte, mangefarvede Bamse & Kylling-gardiner,  tisgule vægge og senge på hjul med hvide lagener. Det lyder ikke som en beskrivelse af hverken julemandens værksted eller den ideelle julestue. Men det var nu her, at Linette Vibæk Jakobsens datter skulle tilbringe juleaften i år 2000.

Hvert år må nogle uheldige børnefamilier tilbringe juleaften på hospitalet. Det er bestemt ikke en jul, som man forestiller sig som særlig god. Børneafdelingerne rundt omkring gør dog deres for at holde gang i julestemningen.

Hospitalet som et andet hjem

I december 2000 blev Linette Vibæk Jakobsens datter, Line Vibæk Jakobsen, indlagt på børneafdelingen på Odense Universitetshospital (OUH). Som ugerne gik, stod de til at skulle holde jul på hospitalet. Line, på 2,5 år, var dog indlagt for tredje gang i igangværende år og havde været det hyppigt hele sit korte liv.

Hun kendte både sygeplejesker og pædagoger, der i flere år havde passet på og leget med hende. Hospitalet var et sted, man tog hen, hvis man gerne ville lege med deres tonsvis af legetøj, det var trygt. Derfor var det ifølge moren Linette ikke særligt grænseoverskridende eller forfærdeligt at juleaften lige pludselig skulle foregå på en hospitalsstue.

“Vi havde jo ret tidligt indstillet os på og vendt os til, at hospitalet lidt var vores andet hjem. Så en juleaften dér, gjorde os ikke det store,” siger Linette.

Manglende spiserør og ustyrlig tyktarm

Line er født uden spiserør, hvilket cirka 15 danske børn bliver født med hvert år. Det har hun fået erstattet med noget af hendes tyktarm, der så er vokset væsentligt mere end den normalt gør. Dette er resulteret i utallige operationer igennem blandt andet 16 år på børneafdelingen i Odense.

“Vi var tit indlagt 30 dage ad gangen. I år 2000 var vi det så af 3 omgange. I december dengang ventede vi på, at vores kirurg blev rask, så Line kunne opereres. Vi vidste faktisk ikke i starten, om hun ville være rask til jul, men kirurgen kom heldigvis tilbage i tide,” fortæller Linette.

Det viste sig senere hen, at kirurgen havde leukæmi og måtte til sidst lade livet. Der gik kort panik i familien, da han var den eneste i Danmark, der var specialiseret i operationen. Linette og resten af familien fandt heldigvis ud af, at han i mange år havde oplært en yngre kirurg, som endda havde opereret datteren Line flere gange under opsyn fra den gamle kirurg.

_________________________________________________________________________

Jul på Koldings børneafdeling – fortalt af afdelingssygeplejerske Bente Dreyer Mortensen

“Koldings børneafdeling er forholdsvis lille, hvor vi primært kun får akutbørn ind juleaften.”

“Vi sender så mange som muligt hjem til familien, så de kan fejre jul derhjemme. Nogle kommer så allerede tilbage igen og overnatter om aftenen. ”

“Men for dem der ikke kan komme hjem, gør vi vores for at de får en god juleaften. Der kommer tit en julemand forbi hen på eftermiddagen også har vi både gudstjeneste og julemiddag, med det der hører til.”

_________________________________________________________________________

 

Samme jul, andre vægge

Da Line skulle opereres, stod det hurtigt klart, at juleaften skulle tilbringes på hospitalet. Planlægningen begyndte i samme øjeblik. Det skulle blive jul, som det plejede at være. Familien blev inviteret og juletræet blev købt. Træet blev opsat af personalet på afdelingen samtidig med, at Linette fik lov at låne deres julepynt.

Linette viser billeder fra et gammel fotoalbum og vender siderne én efter én.

“De gjorde virkelig meget for, at vi kunne få vores juleaften. Da de fleste børn var sendt hjem, kunne vi også få ryddet hele stuen og få sat et borde op sammen med træet,” siger Linette med taknemmelighed i stemmen.

Over middag dukkede alt fra bedsteforældre til mostre op, der kom med mad, der blev tilberedt i hospitalets køkken. Julemiddagen var som den plejede og der blev danset om træet, som i hvert et dansk hjem.

“Planlægning og afklaringen var vigtig. Der kom et barn ind på aftenen akut, måske direkte fra dansen om juletræet. Det barn havde det selvfølge ikke sjovt og havde ondt. Line var ovre operationen og kunne endda spise normalt igen,” fortæller Linette.

Hospitalerne gør deres for julen

Hospitalerne gør altså deres for, at alle børn på hospitalet får en juleaften. De fleste sendes hjem, men dem der bliver, skal altså ikke snydes for en hyggelig aften. Og det blev Linette, Line og resten bestemt heller ikke tilbage i år 2000. Julestemningen når også hele vejen til hospitalsgangene.

Datteren fik dog lige den jul, hun havde ønsket sig. De tisgule vægge var hun vant til, Bamse & Kylling var “the shit”, når man var 2,5 år gammel og når man fik en tur i de rullende senge, var det en vild oplevelse. Hospitalet var som et bonushjem, hun fik besøgt hvert år.

Retsreportage: Sidste vidneudsagn på plads i sag om knivstikkeri i Herning

De sidste vidner gav deres forklaring om knivstikkeriet i Herning tilbage i marts 2018, da anklager og forsvarer blandt andet forsøgte at tidsbestemme hændelserne på natklubben Einstein. Et vidne skabte ballade i en af pauserne i Herning Byret.

Alexander Steemann Brøndum

De tiltalte indtrådte i retssalen, som klokken nærmede sig 9. Stemningen var forholdsvis let trods det store antal af politifolk, måske det skyldtes, at vi var på 4. dagen, hvor de vigtigste vidner havde givet deres udsagn, og hvor dommen stadig var over en uge væk. Det er lidt ligesom en af de der midterste etaper i Tour De France, hvor bjergene er kedelige, kun lille sejr kunne vindes, og den store afgørelse stadig er langt væk.

Alle de tiltalte var mødt op i afslappet joggingtøj, og den ene havde også lige overskud til at smide et peace-tegn ud mod en af de overværende. “Kedeligt” bjerg eller ej, det skulle stadig bestiges for at kunne komme tættere på en retfærdig afgørelse af retssagen.

Vidner skal klargøre tumult og kniv

Vi var på 4. retsdag, der var sidste dag inden, at anklageren og dernæst de tre forsvarere skulle forklare dommere og nævninger, hvordan de mente, at sagen skulle bedømmes ud fra det, der er kommet frem af dokumentation.

De første 3 vidner var nogle fyre, der efter sigende var med i den større gruppe, der kom op at slås med de tiltalte. Gruppen på 15-25 stykker havde været til fødselsdag og indtræder altså  natklubben få minutter før slagsmålet.

De bedes af anklager beskrive gerningsmændene og giver nogenlunde samme beskrivelse, der er dog tvivl om, hvorvidt en af gerningsmændene havde en tatovering på halsen eller ej. Alkoholindtaget, og den ringe belysning kan spille ind her.

”Det var jo ikke fordi, der var stadionlys ude foran,” udtaler et af vidnerne.

Samme problem spiller muligvis ind, når vidnerne skal forklare, om de så en, flere eller overhovedet nogle knive. Her er der forskellige udsagn, der alle er lidt usikre på, om de så en kniv, men der var set “knivstik-bevægelser” og hørt råb af, at der blevet truet med, at gerningsmændene ville “Kneppe dem og stikke i deres familie”.

Vidne skaber problemer på vej ud

Da retssagens dommer kalder til første pause, opstår der pludselig problemer ved døren på vej ud. En af de tiltaltes kæreste står grædende, hvor den tiltalte råber ”Nu skal du få styr på dine folk, ellers kommer der en masse til Herning senere i dag”.

Efter sigende skulle et af vidnerne have udtalt følgende til den tiltaltes kæreste med et barn i armen “Er du den tiltaltes kæreste? Det er da godt nok et sødt barn, du har dig.” Dette blev opfattet som en trussel.

Rolig stemning inden slagsmål

Forsvarerne havde indkaldt flere vidner, der kunne fortælle, at stemningen var rolig inden tumulten. Nogle af vidnerne havde også snakket med de tiltalte, hvor de skulle have opført sig helt roligt udover at have fortalt, at de var bandemedlemmer.

Forsvarerne prøvede også at hive frem fra vidnerne, at flere fra fødselsdagsgruppen også havde opført sig aggressivt. Nogle af de tidligere vidner indrømmede også, at de slog igen flere gange.

Tid og sted skulle på plads

Til sidst blev tiden brugt på at se overvågning igennem igen, denne gang med hjælp fra en teknikker, der havde kunne tidsbestemme klippene. Klippene skulle hjælpe med at klargøre, hvor de tiltalte stod på de forskellige tidspunkter. Der blev noteret uden mange ord fra anklageren eller forsvarerne.

Dommeren hævede retsmødet, og sagen lukkes ned til dagen efter.

 

 

Jeg vil fortælle, at de sidste vidneudsagn kom på plads på 4. retsdag, og at der opstod optøjer i pausen.

Anslag: 3489

En beretning fra en ung overlever: Uvisheden var værst

En 2 kg svulst i maven blev 18-årige Mikkel Løvig Nautrup i 2015 diagnoseret med. Den blev hurtigt fjernet, men de mange kontroller og uvisheden om at kræften kunne vende tilbage gjorde, at det var svært at finde ro. I dag er Mikkel glad for den hjælp, han søgte for at komme tilbage.

Af Alexander Steemann Brøndum

Det blev opdaget til en forårstræning på serie 6-holdet. Nej, det var hverken en dårlig kondi eller et skjult talent for at bunde grønne flaskeøl, der blev opdaget denne aften. En herretackling suppleret med en nordjysk albue lige maven var, hvad ramte Mikkel.

En spids albue lige i vommen gør objektivt ondt på alle, men denne albue ramte noget, der resulterede i, at Mikkel et par dage senere stod på Viborg Hospital. Smerten var blevet ved og skulle undersøges. Beskeden han fik, ramte nok hårdere end nogen albue nogensinde ville kunne. Mikkel havde kræft.

Indså det, da far brød sammen

Mikkel fortæller om, hvordan lægen trak dem væk fra venteværelset og ind bag en lukket dør. Kun far var med, da mor var hjemme ved søster. Lægen begyndte at åbne munden og snakkede med ord, Mikkel ikke fattede. Far forstod dog godt ordene, han brød sammen i gråd. Så gik det op for Mikkel.

“Det hele står lige pludselig stille. Jeg var en frisk 18-årig, der lige var færdig med grundforløbet som værktøjsmager og skulle i praktik. Jeg var 2 dage fra at skulle på Skive Festival og havde jo det hele foran mig,” siger Mikkel Nautrup.

Der var fundet en 2 kg svulst i Mikkels mave, der var vokset derinde i mindst 6 år. Albuestødet havde skabt blødninger, der afslørede svulstens eksistens. Var træningen blevet skippet denne dag, var svulsten forblevet ukendt og havde vokset videre.

“Jeg har fået givet en øl, til ham der gav mig albuen. Det tak fortjener han,” siger Mikkel Nautrup med et smil.

Hurtig operation og ingen kemoterapi

Det blev hurtigt til indlæggelse i Århus, hvor operationen fandt sted. De ondartede celler var heldigvis omringet af godartede celler i svulsten, så det havde ikke spredt sig til resten af kroppen

Operationen var et stort indgreb, men forløb uden problemer, og efter 3 uger var Mikkel hjemme igen.

“Jeg havde lidt en mærkelig følelse, fordi jeg havde ikke fået kemo og stråling som de andre, men havde stadig alle de samme tanker, som enhver kræftpatient,” fortæller Mikkel.

Mikkel nåede også at se døden i øjnene. Operationen kunne også have endt ud i, at det ondartede spredte sig, hvilket kunne resultere i, at det ikke kunne fjernes.

Mikkel var heldig, men det var ikke til at forudse, hvor hårdt det kommende forløb blev.

 

Det uvisse og 7 poser chips

Nu skulle det næste lange stykke tid gå med at gå til løbende kontrol, hvor risikoen for tilbagevenden af kræften langsomt ville falde. Op til hver kontrol blev Mikkel igen mindet om, at chancen for at blive dødelig syg, stadig hang i luften. Til den seneste kontrol fik han også mental albue lige i maven.

“De sagde, at kræften måske var kommet igen. Der tænkte jeg, at løbet var kørt. Vi gik i 3 uger og ventede på svar. Det var ulideligt. Heldigvis var det ingenting,” siger Mikkel.

Den konstante påmindelse om, at sygdommen kunne vende tilbage, blev på et tidspunkt for meget for Mikkel, der begyndte at trøstespise og tog en del kilo på. Hans mor valgte at tage handling.

“Jeg havde en periode, hvor jeg måske spiste 7 poser chips om dagen. Der kunne min mor godt se, at jeg havde brug for hjælp. Hun fandt en psykolog til mig med det samme,” siger Mikkel.

Tankerne skulle ud

Mikkels mor søgte på nettet og fandt en psykolog til ham. Psykologen fik lært Mikkel, at han var nødt til at slippe frygten for at blive syg igen, ellers ville han blive sindssyg og aldrig finde ro.  Det var rart for Mikkel endelig at kunne få tømt hovedet for tanker.

“Det var virkelig rart at få snakket ud med nogen. Det havde jeg ikke rigtigt gjort før. Heller ikke med mine forældre. Det betød nok noget, at det var med én, der ikke var indblandet i forløbet,” siger Mikkel Nautrup.

Samtidig blev Mikkel tilmeldt en nyoprettet gruppe kaldet Ungkræft Skive, hvor “unge” med kræft mødtes for at snakke ud.

“Vi er unge med hver vores situation og står forskellige steder i vores forløb. Nogle er som jeg i kontrolperioden, hvor andre er inde i et langt kemoforløb. Det er fedt at kunne vise andre, at man godt kan overleve det her. Jeg vil gerne give håb,” siger Mikkel.

Optimismen skal dyrkes

Livet blev sat i perspektiv for Martin efter at have hørt andres historier. Der var især en pige, der gjorde et særligt indtryk på den unge knægt.

“Hun havde fået at vide, at hun ikke havde længe igen, men havde alligevel en enorm livsglæde. Hun ville ud og opleve det hele, inden det var for sent,” fortæller Mikkel.

Pigen har den dag i dag desværre tabt kampen til kræft. Ungkræft-gruppen sendte en krans familiens vej. Mikkel så dog gerne, at kræftpatienter begyndte, ligesom pigen, at dyrke livet fremfor døden lidt mere. Han pointerer, at flere og flere overlever kræft, så grunden til optimisme vokser.

“Jeg vil gerne hjælpe andre igennem deres forløb. Det var en kæmpe hjælp for mig at høre fra folk, at det var muligt overleve eller endda at kunne leve livet med en dødsdom overhovedet,” siger Mikkel.

Efter jul begynder Mikkel i Ungkræft i Århus, hvor han lige er flyttet til. Til den tid har han været til sidste kontrol, men der er stadig andre unge, der sidder midt i kaosset, som nok godt kunne bruge noget håb fra en ung nordjyde, der igen har fået hele livet foran sig.

5550 tegn

“Der er ikke plads til at fejle i Danmark”

Dorte Sejthen endte i medierne efter at have oplevet manglen på hjælp fra samfundet til iværksættere, der fejler. I dag driver hun et kontor- og startup-fælleskab for at hjælpe selv samme gruppe.


Af Alexander Steemann Brøndum

 

The Company Groups gule mur.

 

Bygningens gule mur strækker sig langt hen ad Spanien. Kun en tværgående betonbro har kunne stoppe den. “The Startup Company” står der med kæmpe hvide bogstaver, som med sikkerhed gør den indiske restaurant , med det beskedne 1×1 meter skilt, misundelig.

 

Ved indgangen møder man et klassisk call-center. Bag strømmen af flygtende og pausehungrende unge med rullecigaretter, dukker der en knap så høj dame frem. Hun viser vej til der, hvor hun driver alt det, som de store hvide bogstaver gemmer på.

 

Kvinden er Dorte Sejthen og nu fortæller hun en længere samtale om iværksætteri, kontorfællesskab, om at havne i mediemøllen og det positive ved personlige nederlag.

 

Sen iværksætteri og succesfuld fiasko

Dorte Sejthen startede i en sen alder ud som iværksætter. I 30’erne lavede hun en pendant til Facebook for familier. Det blev til Appen “Filihood”, der dog gik konkurs i 2016 efter 2 år. Pengene var simpelthen sluppet op. Dorte har dog vendt de mislykkedes år til noget konstruktivt.

 

“Jeg bruger mine fejl til at lære andre, hvad de ikke skal gøre” siger hun og udstråler ingen skam i ansigtet, tværtimod”

Hun har sidenhen holdt foredrag i hele landet om sine personlige fejl. Det mener hun ikke, der er nok, som gør i Danmark.

 

“Der er for mange solstrålehistorier om folk, der sov på en madras i en kælder og derfra kæmpede sig op til
succesen og de mange millioner. Hvor er historierne om dem, der ikke kom længere end madrassen?” spørger hun retorisk uden at afvente et svar.

 

Dorte Sejthen var i 2014-16 grundlægger og leder af appen “Filihood”. Et social medie for familier.

 

I Danmark er der ikke plads til at fejle

I det hele taget er der ikke meget plads til at fejle for i Danmark for iværksættere, hvis man spørger Dorte Sejthen. Alle konkursrytterne får medieopmærksomheden, så danskerne får et negativt syn på konkurser. Fejl bliver et fyord og et permanent nederlag, man aldrig kommer videre fra. Ifølge hende burde Danmark kigge mere i USA’s retning.

 

“I USA vil investorerne jo gerne have, at du har prøvet at gå konkurs 2-3 gange, fordi så ved de, at du masser af erfaring med dig, hvor du forhåbentlig har lært af dine fejl,” siger hun.

 

Dorte Sejthen har også på egen krop oplevet konsekvenserne ved at fejle med et projekt som iværksætter i Danmark. Da hendes virksomhed Filihood blev begæret konkurs stod hun pludselig uden indtægt, og dagpenge kunne hun heller ikke få, da reglerne på daværende tidspunkt ikke tog hensyn til iværksættere. Det fik hun nok af og gik kampklædt til medierne for at få reglerne ændret.

 

“Er det her ambitionsniveauet for Danmark i forhold til iværksætteri og vækst? Jeg har haft ti fastansatte og 15-20 konsulenter, som jeg har brødfødt i den periode, virksomheden har eksisteret. Mine medarbejdere har kunnet gå ned og få dagpenge fra dag ét, men jeg skal straffes på den her måde,” udtalte hun til DR i maj 2017.


Et kontorfællesskab der polstrer

Dorte Sejthen var med til at grundlægge The Startup Company, der er et kontorfællesskab midt inde i Århus, der gerne vil være meget mere end et skrivebord og en fælleskantine. De vil gerne polstre iværksættere til at klare sig igennem opstarten og samtidig lære fra sig med erfaringer fra egne fejl.

 

“Man kan godt sige, vi pakker dem ind i bobleplast til de mange bump, de vil møde på vejen som startup-virksomheder,” siger hun.

 

På fælleskontoret sidder der alt fra reklamebureauer til folk, der udvikler hjertestartere.

 

Hård konkurrence fører nye veje

Hun  påpeger, at konkurrencen for kontorfællesskaber er stigende, især i Århus. “Århus har flest iværksættere målt pr. indbygger. Man kan jo fodre svin med kontorfælleskaber her i byen,” siger hun, dermed med The Startup Group prøver at gå nye veje for at få fyldt lokalet op.

 

“Vi prøver at få fat på konsulenterne. Mange af dem sidder derhjemme. Og noget af det der dræber den type af startups, det er faktisk, at de går kolde i at skulle sidde alene,” siger hun

Anslag: 3989